The Hot Mic

Et spøgelse i New Yorks skyline: Dødsdansen med Robert Durst

AuthorElliot Gawn

Arvingen til et imperium af beton og blod

I de glimtende skyskrabere, der udgør New Yorks rygrad, findes der familier, hvis navne står mejslet i byens fundament. Durst-familien er en af disse, synonym med magt og ejendom på Manhattan. Men i skyggen af imperiet vandrede Robert Durst – familiens sorte får, en mand med øjne så sorte som kul og en stemme, der knagede som gamle gulbrædder. Han var en figur, der syntes at eksistere i en anden dimension end os andre, en mand svøbt i en aura af uheld og uforklarlig død. HBO-dokumentaren The Jinx: The Life and Deaths of Robert Durst er ikke blot en gennemgang af tre uopklarede mord; det er et psykologisk portræt af en mand, der har levet sit liv i sprækkerne mellem loven og vanviddet.

Da instruktøren Andrew Jarecki tændte kameraet, trådte vi ind i et kalejdoskopisk mareridt. Historien begynder ikke med blod, men med fravær. Fraværet af hustruen Kathie Durst, der forsvandt sporløst i 1982, som dug for solen over Hudson-floden. Gennem arkivoptagelser og nye interviews males et billede af et ægteskab, der gik fra eventyr til gyser, hvor Robert Dursts excentriske adfærd langsomt transformerede sig til noget langt mere sinistret. Det er her, The Jinx skiller sig ud fra mængden; den dæmoniserer ikke blot fra distancen, men lader dæmonen selv tale. Durst sidder foran linsen, blinker nervøst, og fortæller sin version med en isnende ro, der får hårene til at rejse sig.

En dans med djævelen for åbent kamera

Det er sjældent, at den anklagede selv opsøger bøddelen, men det var præcis, hvad Robert Durst gjorde, da han kontaktede Jarecki efter at have set spillefilmen All Good Things. Han ønskede at fortælle sin historie, drevet af en narcissistisk hubris og en tro på, at han kunne out-marte alle. Dokumentaren udvikler sig derfor til en intens katten-efter-musen leg. Vi føres fra New Yorks elitekvarterer til Los Angeles, hvor Dursts veninde og fortrolige, Susan Berman, blev fundet henrettet med et skud i baghovedet – en handling udført med en gangsters præcision for at sikre tavshed.

Fortællingen tager en bizar drejning mod Galveston, Texas, hvor millionæren Durst levede i skjul som en stum kvinde. Her møder vi sagen om naboen Morris Black, hvis parterede lig blev fundet flydende i bugten. Det er i skildringen af retssagen i Texas, at The Jinx viser sin styrke ved at udstille retssystemets absurditeter; Durst indrømmede parteringen, men blev frikendt for mord ved påberåbelse af nødværge. Jareckis linse fanger den surrealistiske virkelighed, hvor penge kan købe frihed, selv når beviserne synes at skrige til himlen. Det er true crime, når det er mest frustrerende og mest fascinerende.


Det fatale øjeblik på badeværelset

Dokumentarens klimaks er uden sidestykke i tv-historien og står som et monument over genrens potentiale til at påvirke virkeligheden. Efter at være blevet konfronteret med et håndskrevet brev, der matcher den anonyme besked sendt til politiet om Susan Bermans lig – den famøse stavefejl "Beverley Hills" – trækker Durst sig tilbage til badeværelset. Han tror, han er alene. Men den trådløse mikrofon er stadig tændt.

I det intime, flisebeklædte rum hører vi en mands indre monolog krakelere. "What the hell did I do?" mumler han til sig selv, mens verden holder vejret. Og så, den sætning der gav genlyd over hele kloden: "Killed them all, of course." Det er et øjeblik af ren, ufiltreret sandhed, der bryder gennem årtiers løgne og manipulation. Det er ikke bare underholdning; det er en tilståelse fanget i realtid, et journalistisk scoop, der førte til Dursts anholdelse dagen før sidste afsnit blev sendt. Her smelter dokumentarisme og juridisk efterforskning sammen på en måde, der sjældent er set før eller siden.

Et etisk dilemma i underholdningens navn

Selvom The Jinx er et mesterværk i spændingsopbygning, efterlader den seeren med et etisk efterslæb. Kritikerne har med rette spurgt, om filmskaberne sad på beviserne for længe for at maksimere den dramatiske effekt af finalen. Var det retfærdighed eller seertal, der dikterede tidslinjen? Uanset svaret, leverer serien en uundværlig kulturel forståelse af psykopatiens natur og privilegiernes magt. Den viser os, at ondskab ikke altid gemmer sig i mørke gyder, men lige så ofte bag silkeslips og i penthouselejligheder.

Robert Durst døde i fængslet i 2022, men The Jinx står tilbage som hans ultimative eftermæle – et vidnesbyrd om en mand, der troede, han kunne slippe afsted med alt, indtil hans egen stemme forrådte ham. For true crime-entusiaster er dette værket, der definerede en æra og viste, at virkeligheden altid vil overgå fantasien i grusomhed.

Se dokumentaren om The Jinx på HBO Max og følg KrimiNyt for flere dybdegående og afslørende true crime-analyser.


Elliot Gawn

Admin

Share this post: